Se tingene oppefra – FØR du lander…!

hole-in-the-wall13

Kender du mig, har du arbejdet sammen med mig og/eller er du blevet undervist af mig…?

Så er du nok ikke et sekund i tvivl om, at en af mine absolutte kæpheste rent fagligt er strategi og planlægning. Og det er ikke bare, fordi jeg er underviser på Uni og har ‘læst teoribøgerne’. Det hænger i mindst ligeså høj grad sammen med, at jeg har ca. 15 års erfaring fra det private erhvervsliv, hvor jeg ser, hvad der sker, når virksomhedsledelsen IKKE tager sig tid til – eller nedprioriterer – det årlige arbejde med strategi og planlægning i relation til kommunikation/ markedføring/ PR. Og det sker faktisk oftere, end du måske tror.

“Vi har sgu ikke lige nået det.”

“Altså, vi har jo ikke så meget at have overblik over – er det ikke ligemeget?”

“Vi er ikke så vilde med lange dokumenter, der bare ligger og samler støv i skuffen.”

“Det lyder for akademisk til os – vi er jo bare en flok glade amatører.”

Jeg har hørt dem alle. Tro mig. Men det interessante er, at når jeg sætter ‘pladen i gang’ og fortæller om de mange særdeles gode og relevante grunde til at arbejde “oppefra og ned” (som jeg tror på med liv og sjæl! – det må der ikke herske nogen som helst tvivl om!), så giver det helt ekstremt god mening for de fleste. Det være sig selv den mest uakademiske leder eller virksomhedsejer. For alle kan for eksempel godt se fidusen i at vide, hvad man skal sige, når de ringer fra Google, Krak, lokalavisen eller endnu et webbureau eller endnu en SEO-virksomhed med idéer, produkter og services der lige nu kan fås til den halve pris. Det er SÅ meget nemmere at vide, hvad man vil, så man ved, hvad man i løbet af året skal vælge til og fra, hvad pengene slet og ret skal bruges på. Det kan godt være, at tilbuddene er gode – men hvad hvis de slet ikke understøtter strategien – så kan de jo være nok så billige, men samtidig være penge lige ud ad vinduet… Right?

“Men hvad syn’s du, vi skal gøre hos os for at sælge mere, få flere kunder?”. Det spørgsmål får jeg ofte. Af folk, der ikke kender mig, selvsagt… Og mit svar er det samme: “Det ved jeg ikke endnu.” Og det er den uredigerede sandhed! For inden jeg har sat mig ind i virksomheden og dens målsætninger, målgrupper, budskaber, USP’er, styrker/svagheder, muligheder/trusler, ressourcer osv., så famler jeg jo i blinde i forhold til, hvad der er det rigtige at gøre. Og så ville jeg begå præcis den fejl, jeg her forsøger at plædere for, at man IKKE begår – nemlig at starte med det operationelle arbejde. Og når du står nede i bunden af skoven, så er det dælme svært at se landingsbanen…

Meget naturligt er et af mine mottoer således også følgende: “Always see things from above. Then you land.”

Med andre ord: Start med at få overblik over, hvad det er, du vil med jeres kommunikation. Få styr på målsætninger, retningslinjer, temaer og budskaber, USP’er, behov og værdier hos dine målgrupper, ressourcer, kommunikationsformer og -platforme m.v. – INDEN du giver dig i kast med det egentlige operationelle arbejde. For har man gjort sig de store tanker og kridtet banen op, så er det SÅ meget nemmere at træffe beslutninger og skabe en rød tråd i årets kommunikative og markedsføringsmæssige aktiviteter. Og det bidrager selvsagt til dels en bedre kommunikationsindsats, dels som følge heraf en bedre bundlinje.

“Det virker ikke for os – vi er nødt til at kunne omstille os hele tiden, hvis markedet ændrer sig.”

Yes, det forstår jeg godt. Fuldkommen! Men at man har udarbejdet en strategi og en plan for året, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan være fleksibel i forhold til ændrede vilkår, muligheder og tiltag i løbet af året. Selvfølgelig skal man kunne være fleksibel og gribe muligheder, løse udfordringer osv., når de opstår. Pointen er, at har du i store træk fastlagt, hvad du vil, hvordan du vil det, hvor, hvornår og hvorfor du vil det – og med hvis hjælp samt til hvilken pris – så bliver det samlede resultat bedre (meget bedre!), mere gennemtænkt – og derfor mere virkningsfuldt. Og enhver kan jo godt se, at sporadiske brandslukningsløsninger, der er besluttet ad hoc mellem to møder og oveni tre telefonsamtaler (på en dag, hvor bilen i øvrigt ikke ville starte, og hvor kunderne faktisk var lidt sure) bare ikke er ligeså gennemtænkte som dem, man har gjort sig umage med.

Derfor lyder mit råd:

  1. Udarbejd en strategi for jeres kommunikation/ markedsføring/ PR
  2. Omsæt strategien til en årsplan (= kommunikationsplanen; yes, det er et xls-ark med aktiviteter fordelt på uger/ måneder hen over året)
  3. Udfør det operationelle kommunikationsarbejde (skriv opslag til facebook, nyheder til web, pressemeddelelser, salgsbreve, lav interviews og cases, tag billeder og lav flotte foldere…. osv…!)
  4. (tilpas evt. strategi og plan løbende, hvis nødvendigt)
  5. (évaluer på såvel strategi som plan, når året er omme)

… og præcis i dén rækkefølge!

God fornøjelse – og god udsigt! 🙂

/MLP

Skriv et svar